Tips og tricks til dansk

6 gode råd til dig, der er ved at lære dansk

Du kan lære dansk på mange måder, men det er formentlig ikke nok bare at lære ordbogen udenad. Hos Københavns Sprogcenter mener vi, at det skal være både sjovt og nemt at lære dansk.

Vi har samlet en række ideer og forslag, som kan fungere som supplement til dit danskkursus på sprogskole. Ved at introducere nemme og forhåbentlig sjove øvelser i hverdagen, kan du nemlig sætte turbo på din egen sprogudvikling og samtidig blive endnu bedre til dansk.

1. Vær kreativ og nysgerrig

Glem undervisningen og lærebogen et øjeblik og overvej, hvad du synes er sjovt. Hvis du elsker at gå i biografen, kan du fx prøve en dansk film. Hvad med at læse en dansk avis, høre dansk musik, eller vælge et ugeblad, som du synes er interessant? Som nybegynder har du jo en rigtig god undskyldning for at læse tegneserier eller se en tegnefilm.

2. Bland dig i byen

Du kan virkelig styrke både dit ordforråd og din udtale ved at omgås de indfødte. Du skal ikke være genert og husk, ikke alle taler dansk ligesom din lærer på sprogskolen. Folk derude taler hurtigt, bruger slang, mumler og sluger endelser. At tale dansk med de indfødte er helt sikkert en rigtig god mulighed for at lære sproget fra eksperterne – dem, der taler dansk hver dag.

3. Tag notater

Vi anbefaler, at du køber en lille notesbog og medbringer den overalt. I bogen kan du notere de ord og vendinger, som du støder på i løbet af din dag. Efterhånden vil din notesbog blive fyldt med sjove udtryk og sætninger. Du kan bruge den til at udvide dit ordforråd og til at måle din egen sproglige udvikling.

4. Brug flash cards og apps

Du kan bruge både flash cards (små kort til at have i lommen) og apps (med lyd til mobiltelefonen) til at styrke dit ordforråd, hvor og hvornår det passer dig. Du kan øve bestemte ord og vendinger, mens du står i kø i supermarkedet eller venter på bussen. Du kan også lave dine egne flash cards til forskellige situationer og inden for forskellige emner.

5. Vær tålmodig og giv ikke op

Uanset hvor mange notesbøger du fylder, bliver du ikke ekspert med det samme. Din sproglige udvikling vil måske gå langsomt i perioder, men du skal ikke give op. Vidste du, at din hjerne vokser, når du lærer et nyt sprog? Sørg for at fejre de små sejre og anerkende din egen indsats undervejs. Dit danske sprog skal nok blive godt, hvis du øver dig og sørger for at læse, lytte og tale. Og husk: Alle laver fejl indimellem – også de indfødte.

6. Snak, snak, snak…!

Du skal ikke være bange for at tale dansk – hverken i klasseværelset og ude i det virkelige liv. Snak løs uanset hvor mange fejl du laver, grin af dig selv og lær af dine fejl. Lav aftaler med dig selv og din familie om bestemte tidspunkter eller situationer, hvor I kun må tale dansk sammen, fx i weekenden eller over middagsbordet. Der kan naturligvis opstå både underholdende og svære situationer – men det er alt sammen med til at øge dit ordforråd og efterhånden vil det blive lettere og lettere at holde samtalen i gang.

Vi håber, at vores forslag kan fungere som inspiration til din danskuddannelse. Vores sidste visdomsord er: Hav det sjovt, mens du lærer dansk – både på Københavns Sprogcenter og i hverdagen!

Lær dansk på Københavns Sprogcenter

Vi starter nye hold hver måned

Tilmeld dig