Alt hvad du behøver at vide om det nye klippekort

Alt hvad du behøver at vide om det nye klippekort
Alt hvad du behøver at vide om det nye klippekort
Fra 1. januar 2018 får alle udlændinge som kommer til Danmark som selvforsørgende, et klippekort til gratis danskuddannelse. Læs mere om de nye regler og få en forklaring på, hvad det der nye ’klippekort’ er for noget.
Københavns Sprogcenter

Reglerne for gratis danskundervisning kan være en ren jungle at finde rundt i og det nye klippekort gør det kun værre. Blandt internationale i København er der lige nu en hel del snak og også stor usikkerhed om, hvad det nye klippekort betyder.

Inden du kaster dig over vores laaaange tekst for at blive klog(ere) på det nye klippekort, er det vigtigt for os at understrege følgende:

Hvis du følger undervisningen og sørger for at lave dit hjemmearbejde – eller i hvert fald noget af det, tager det ’kun’ mellem 15 og 24 måneder at gennemføre en danskuddannelse på Københavns Sprogcenter. Det nye klippekort giver rent faktisk mulighed for op til 42 måneders undervisning i dansk. Oven i hatten får du desuden 18 måneder, som du kan bruge til at udskyde start på danskuddannelsen eller til at holde pause(r) mellem moduler.

Klippekortet er dermed ikke helt umuligt, men der er en række faldgrupper, som betyder, at du bør planlægge dit læringsforløb grundigt, hvis du gerne vil have gratis danskundervisning og bestå prøve i dansk.

Uanset om du er ny i Danmark eller har været her i noget tid, er det derfor vigtigt at vide, hvilke konsekvenser det nye klippekort har for dig og din danskuddannelse.

Vi forsøger herunder at beskrive de vigtigste regler og forklare, hvad det der nye ’klippekort’ er for noget:

405 x 298 klippekort til dansk selvforsørger

Hvem gælder klippekortet for?

Fra 1. januar 2018 får alle udlændinge som kommer til Danmark som selvforsørgende, et klippekort til gratis danskuddannelse. 

Du får et klippekort, hvis du er i Danmark:

  • for at studere eller arbejde,
  • som medfølgende ægtefælle
  • som familiesammenført efter EU-reglerne, eller
  • som au-pair.

Klippekortet gælder i fem år, fra du ankommer til Danmark, og giver god tid til at bestå én af de tre danskuddannelser.

HUSK! Klippekortet gælder altså kun for selvforsørgende.

Hvad er klippekortet?

Har du ikke lært dansk før, får du et elektronisk klippekort med op til 6 klip: ét klip for hvert modul i danskuddannelsen. Du bruger dit klippekort, i det øjeblik du tilmelder dig danskundervisning på en sprogskole.

Når du består en modultest er dit klip brugt og du går i gang med et nyt modul og et nyt klip på dit kort. Du kan ikke overføre tid fra ét klip til det næste.

Hvordan får jeg et klippekort?

Hvordan får jeg et klippekort?

Nyt arbejde, nye mennesker, nye omgivelser ... Danskundervisning er sikkert ikke prioriteret særligt højt hos dig, når du er helt ny i Danmark.

Men hvis du gerne vil have mulighed for at modtage gratis danskundervisning, mens du er i Danmark, skal du dog hurtigst muligt tage stilling til, hvornår du forventer at være klar til at lære dansk.

Kort tid efter du har modtaget dit CPR-nummer, vil du nemlig modtage et brev fra din kommune i din digitale indboks (E-boks) med information om din ret til gratis danskundervisning. Nu begynder din ret til 3,5 års danskundervisning inden for en periode på 5 år.

Du skal reagere på dette brev senest fire uger efter modtagelsen. Det gør du ved at kontakte en sprogskole og aftale, hvornår du vil starte din danskundervisning. Vil du ikke starte med det samme, kan du udskyde starttidspunktet. Hos Københavns Sprogcenter kan du udskyde starttidspunktet her på hjemmesiden. Du skal i formularen oplyse, hvornår du forventer at starte på dansk.

Hvis du er klar til at starte til dansk med det samme, behøver du ikke vente på brevet fra din kommune. Du kan tilmelde dig dansk, så snart du har modtaget dit CPR-nummer.

HUSK! Kontakter du ikke sprogskolen inden for fire uger, bliver dit klippekort automatisk sat i gang, og du bruger klip, selvom du ikke går til dansk. Det kan betyde, at du, når du er klar til at lære dansk, ikke har nok klip tilbage til at færdiggøre en gratis danskuddannelse.
Hvordan får jeg et klippekort

Hvordan virker klippekortet?

Når du har taget kontakt til en sprogskole og er blevet tilmeldt til dansk, aktiveres det første klip. Det er nu, du bør lægge en plan for, hvordan du vil lære dansk, da du ellers kan risikere at miste et eller flere klip på dit klippekort.

Du bruger dine klip til at modtage undervisning i løbet af din danskuddannelse. Når du består et modul afsluttes klippet uanset om du har brugt al tiden. Det næste klip går automatisk i gang, med mindre du fortæller os, at du vil holde pause. Det er ikke muligt at overføre tid fra ét klip til det næste.

Hos Københavns Sprogcenter administrerer vi dit klippekort for dig, og du vil få en e-mail eller sms med en besked, når et klip er ved at udløbe. Din lærer kan også altid fortælle dig, hvor mange klip du har tilbage.

De enkelte klip på klippekortet har begrænset varighed. Sørg for at du er parat til at lære dansk, når du tilmelder dig. Når først et klip bliver aktiveret, kan du ikke stoppe det eller sætte det på pause. Det vil sige, at hvis du er længere om at blive færdig med et modul end forventet, fordi du ikke kommer til timerne eller ikke består en modultest, kan du risikere, at dit klip udløber. Så går det næste klip i gang, selvom du ikke har skiftet modul. I sidste ende, kan det betyde, at du ikke har klip nok til at færdiggøre din danskuddannelse.

HUSK! Når et klip er aktiveret, kan du ikke stoppe det eller sætte det på pause.
Når du vil holde pause

Hvad hvis jeg vil holde pause?

Med klippekortet har du ret til op til 3,5 års danskundervisning inden for en periode på 5 år. Det betyder, at du har mulighed for at holde op til 18 måneders pause i løbet af din danskuddannelse.

Hvis du får brug for at holde en pause – fx fordi du har travlt på dit arbejde, bliver gravid eller skal ud at rejse – så skal du sørge for at holde pause MELLEM moduler. Det vil sige, efter du har bestået en modultest og før du går i gang med et nyt modul. Du kan nemlig ikke sætte et klip, som du er gået i gang med, på pause.

Holder du op med at følge undervisningen midt i et modul, vil dit klip på et tidspunkt udløbe og næste klip starter automatisk. Du risikerer dermed at bruge op til flere klip, selv om du ikke lærer dansk. På den måde kommer du til at mangle klip, hvis du senere gerne vil færdiggøre din danskuddannelse.

Hvis du ønsker at holde pause fra danskundervisningen, anbefaler vi, at du holder pause efter, at du har bestået en modultest. Du kan informere os om dine planer om at holde pause her på hjemmesiden. Husk at oplyse, hvornår du forventer at starte på dansk igen.

HUSK! Du bør kun holde pause MELLEM moduler. Det næste klip går automatisk i gang, med mindre du fortæller os, at du vil holde pause.

Hvad hvis jeg ikke består min modultest?

Heldigvis har du mere end nok tid på hvert klip til at kunne tage din modultest en gang til, hvis du ikke består første gang.

Når du alligevel ikke at bestå modultesten i løbet af den tid et klip varer, bliver du nødt til at bruge det næste klip på klippekortet. Det kan betyde, at du vil mangle klip i slutningen af danskuddannelsen.

I så fald kan du enten vælge selv at betale for lektionerne på det sidste modul eller tilmelde dig FVU-læsning, hvis du vil lære mere dansk. Du kan nemlig altid gå op til prøve i dansk som selvbetaler.

Husk! Hvis du ikke består din modultest, er der normalt tid nok til at tage den igen. Tal med din lærer, hvis du er bekymret.
Klippekort med 6 klip

Do's & don'ts med det nye klippekort

Do's

  • Hold øje med din E-boks
  • Kontakt en sprogskole senest 4 uger efter, at du har modtaget henvisningsbrevet fra din kommune
  • Mød op til undervisningen og læg en plan for dit læringsforløb
  • Sørg for at gå op til modultest
  • Informer din sprogskole før du holder pause

Don'ts

  • Overse ikke dit henvisningsbrev fra kommunen
  • Hold ikke op med at møde til undervisningen
  • Gå ikke glip af din modultest
  • Ignorer ikke klippekortsordningen

Så lang tid tager en danskuddannelse 2 (Gennemsnitlig)

Grafen herunder viser, hvor lang tid det gennemsnitlig tager at gennemføre danskuddannelse 2. Til sammenligning tager en danskuddannelse 3 ca. 17 måneder og danskuddannelse 1 omtrent 24 måneder.

  • Modul 1 3 MDR

    0%
  • Modul 2 3 MDR

    0%
  • Modul 3 3 MDR

    0%
  • Modul 4 4 MDR

    0%
  • Modul 5 3 MDR

    0%
  • Modul 6 5 MDR

    0%
DANSKUDDANNELSE 2 I ALT

Så lang tid har du i alt til din danskuddannelse (maksimalt)

Grafen herunder viser den maksimale gennemførselstid per modul med klippekortet.

  • Modul 1 4 MDR

    0%
  • Modul 2 5 MDR

    0%
  • Modul 3 7 MDR

    0%
  • Modul 4 8 MDR

    0%
  • Modul 5 9 MDR

    0%
  • Modul 6 9 MDR

    0%
MAKSIMAL TID PÅ KLIPPEKORT I ALT

Er du blevet klog(ere) på det nye klippekort?

Hvis du følger disse simple regler, bør du have god tid på klippekortet til at lære dansk og bestå en danskprøve. 

Hos Københavns Sprogcenter administrerer vi dit klippekort for dig, og du vil få en e-mail eller sms med en besked, når et klip er ved at udløbe. Din lærer kan også altid fortælle dig, hvor mange klip du har tilbage.

Mangler du svar på et eller flere spørgsmål om det nye klippekort, kan du skrive en kommentar her på siden. Så svarer vi hurtigst muligt.

Vi glæder os til at se dig på Københavns Sprogcenter ♥♥♥